Norges målmand er klar til straffespark mod Ungarn

Skrevet af admin

15/11/2015

Dagens topnyheder

Det norske fodboldlandshold er presset, før holdet søndag aften spiller den afgørende playoffkamp mod Ungarn i Budapest.

Ungarerne vandt 1-0 i det første møde i Oslo, og hjemmeholdet ligger derfor lunt i forhold til at sikre en plads ved EM i Frankrig næste år.

En enkelt scoring til Norge vil imidlertid sende kampen ud i forlænget spilletid, og kampen kan derefter ende i en straffesparkskonkurrence. Et scenarie, som nordmændene har forberedt sig på.

- Det er klart, at vi forbereder os på, at der kan blive straffesparkskonkurrence, men det vigtigste er, at vi selv gør arbejdet.

- Forhåbentlig får vi et tidligt mål, for så ved vi, at Ungarn vil frygte os, siger Norges målmand Ørjan Nyland ifølge NTB.

Han var selv impliceret i Ungarns mål i den første kamp, da han blev fanget på det forkerte ben og snydt af en afslutning, der brækkede en smule i luften.

- Vi viste i den seneste kamp, at vi har nok kvalitet til at skabe mange målchancer, nu skal vi bare score på dem, siger Ørjan Nyland.

Målmanden fra Ingolstadt i Bundesligaen vil gøre alt for at sikre Norge den første slutrundedeltagelse siden EM i 2000.

- Det spiller ingen rolle for mig, hvordan vi kvalificerer os til EM, så længe vi kommer med. Det kan ske på straffespark, eller hvad det måtte være.

- Jeg frygter ikke noget, men tager det, som det kommer. Det vigtigste er, at vi kommer til EM, det skal vi, siger Ørjan Nyland.

Kampen i Budapest begynder klokken 20.45.

/ritzau/