Ny forskning afliver myten om den sunde fedme

Skrevet af admin

11/11/2013

Dagens topnyheder

Hvis man gik rundt og troede, at overvægtige uden forhøjet blodtryk eller diabetes ikke bliver ramt af hjertesygdomme, må man tro om igen.

Ny forskning fra Herlev Hospital viser, at det primært er din vægt, der har indvirkning på, om du forhøjer risikoen for at få en blodprop eller andre sygdomme i hjertet.

- Bare folk er overvægtige eller fede, har de væsentlige større risiko for hjertesygdomme end ellers, siger Børge Nordestgaard, overlæge ved Herlev Hospital, der har været med i studiet.

Idéen om, at man godt kan veje for meget uden at være i risikozonen for hjertesygdomme, falder med de nye resultater til jorden.

- Der bliver reklameret flere steder for, at det ligefrem kan være godt at være fed. Men der er ikke noget, der hedder "sund fedme", som man kan være tilbøjelig til at tro. Det viser denne undersøgelse, siger han til Ritzau.

De risikofaktorer, som kan fremkomme af overvægt, er for meget fedt i blodet, diabetes eller for højt blodtryk.

Under én betegnelse kaldes denne samling af forstyrrelser for metabolisk syndrom.

Studiet på Herlev Hospital er langt det største studie i verden, der har undersøgt sammenhængen mellem metabolisk syndrom, vægt og hjertesygdomme.

I undersøgelsen med knap 72.000 danskere, blev folk delt op i vægt, og om de havde flere former for metaboliske forstyrrelser i kroppen eller ej.

De blev observeret i omkring tre år og seks måneder for at se, om de udviklede en blodprop i hjertet, fik hjertekrampe eller andre former for hjertesygdomme.

- Blodprop er den slemme sygdom. Her får man pludselig ondt i hjertet og må på hospitalet og få en ballonundersøgelse. Nogle risikerer at dø undervejs, siger Børge Nordestgaard.

Ifølge professoren er blodprop i hjertet den største dødsårsag i verden.

/ritzau/