Ny jagtsæson for olie og gas i Nordsøen er skudt i gang

Skrevet af admin

24/04/2014

Dagens topnyheder

Jagten på interesserede selskaber, som vil lede efter nye olie- og gasfelter i den danske del af Nordsøen, er gået ind.

Med åbningen af en ny udbudsrunde - den syvende af slagsen siden 1984 - har Energistyrelsen torsdag efter flere forsinkelser sat gang i et nyt kapitel i jagten på gas og olie i den danske undergrund.

Forventningerne er store hos klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R).

- Jeg håber, at mange olie- og gasselskaber deler opfattelsen af, at det danske område fortsat er attraktivt og vil følge opfordringen til at søge om nye tilladelser. Det kan bidrage til økonomisk vækst og nye indtægter til samfundet, siger han i en pressemeddelelse.

Den nye udbudsrunde bliver første fingerpeg om, hvorvidt udenlandske olie- og gasselskaber gør alvor af truslerne fra sidste efterår om at stoppe deres investeringer i Danmark.

Det skete i forbindelse med en politisk aftale mellem regeringen, Enhedslisten og Dansk Folkeparti om at etablere en ny togfond, som skal finansieres af højere skatter på olieudvinding i Nordsøen.

Hos Energistyrelsen henviser man dog til stor interesse for forudgående informationsmøder og påpeger, at de økonomiske vilkår for selskaberne er de samme som ved den seneste udbudsrunde i 2006.

- Der er ingen grund til at antage, at interessen for den danske del af Nordsøen ikke er stor, siger Morten Bæk, direktør i Energistyrelsen.

Interesserede olie- og gasselskaber kan nu komme med tilbud frem til den 20. oktober i år. Herefter vil der gå op til et halvt år, inden nye tilladelser til efterforskning af olie og gas bliver givet.

Herefter vil der blive afholdt nye udbudsrunder langt oftere end tidligere, så der kun går et år fra et udbud er afsluttet til den næste runde starter.

Forventningen er, at det vil skærpe olie- og gasselskabernes interesse, når der bliver større forudsigelighed. Og meldingen om flere og mere regelmæssige udbudsrunder møder opbakning fra statens olie- og gasselskab, Nordsøfonden.

- Det er en rigtig god idé. Det er en af de usikkerheder, som selskaberne ser på, og det er klart, at de kan planlægge deres indsats i Danmark meget bedre, hvis de ved, hvornår der kommer nye udbudsrunder, siger Peter Helmer Steen, direktør i Nordsøfonden.

/ritzau/