Økonomerne ville vælge fastforrentet boliglån

Skal man låne til ny bolig, har det i gennem flere år været en økonomisk gevinst at vælge et flekslån frem for et fastforrentet lån.

Men nu ser det ud til, at pilen er ved at vende for de populære lån blandt økonomerne i Ritzaus økonomiske panel. Over halvdelen - 54 procent - af de 35 adspurgte økonomer ville vælge et fastforrentet lån, hvis de skulle tage et boliglån i dag. 35 procent holder fast i de korte flekslån.

I december 2013 svarede 41 procent af de 46 adspurgte økonomer, at de ville vælge et fastforrentet lån, mens 39 procent ville være et flekslån.

Lone Kjærgaard, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, ville vælge et fastforrentet lån, hvis hun her og nu skulle låne til ny bolig. Men hun slår fast, at det drejer sig om økonomi, og om, hvorvidt man har is i maven til de korte lån.

- Både de lange og de korte renter ligger lavt lige nu. Og det er ikke sådan, at jeg tror, at renterne begynder at stige i morgen. Men vi står på kanten af et økonomisk opsving, og det vil betyde stigende renter, siger hun.

- De lange renter hopper mere end de korte, og vil man være sikker på, at toget med billige lange lån ikke er kørt, så skal man nok snart stå på, siger Lone Kjærgaard.

Vælger man et kort flekslån, som løber over et, tre eller fem år, ville cheføkonomen overveje at gå fra de etårige lån til et, der er løber over længere tid.

- Jeg er overrasket over, at renterne ikke er begyndt at stige endnu. Og jeg ville nok tage et lån med lidt længere løbetid end et år, hvis jeg skulle have et flekslån, siger Lone Kjærgaard.

Én af årsagerne til, at økonomerne begynder at flytte sig, kan være udsigten til stigende boligpriser.

- Vi har allerede set, at boligpriserne omkring de store byer, er steget. Og det vil også få fat i andre dele af landet, siger cheføkonomen.

73 procent af de adspurgte økonomer i Ritzaus økonomiske panel mener, at boligpriserne vil stige med op til fem procent set over det kommende år.

- For boligejerne lyder en prisstigning på fem procent dejligt. Men der er ikke tale om, at stigningen i boligpriserne ligger til en rekord. Men det går den rigtige vej, siger Lone Kjærgaard.

/ritzau/

Dagens Gossip