Officielt: FC Midtjylland satser på Jess Thorup

Skrevet af admin

12/07/2015

Dagens topnyheder

FC Midtjylland satser på, at Jess Thorup er manden, der kan sikre mesterklubben endnu mere succes.

FC Midtjylland måtte kort efter DM-guldet i juni sige farvel til cheftræner Glen Riddersholm, der valgte at sige op på grund af længerevarende uenigheder med klubbens ledelse.

Afløseren bliver Jess Thorup, der i juni førte det danske U21-landshold frem til semifinalen ved EM i Tjekkiet.

- Jeg blev hurtig nysgerrig. Jeg har altid syntes, at FC Midtjylland var en spændende klub.

- Den er nytænkende og fremsynet og har samtidig været talentudviklende. Efter samtalerne blev jeg mere end nysgerrig, og nu står jeg her, siger Thorup til klubbens hjemmeside.

- Jeg synes, FC Midtjylland var et godt næste step for mig, siger Thorup, der har fået en treårig aftale.

FCM er en fodboldklub, der med ejeren Matthew Benham gør det anderledes end mange andre. Klubben er blandt andet blevet kendt for at gøre brug af statistikker, når spillernes præstationer skal bedømmes.

Jess Thorup er helt med på, at FCM på det punkt gør tingene på en anden måde.

- Jeg vil være en del af et nytænkende team. Det kan udvikle mig, og jeg er meget interesseret i at være med til at udvikle FCM, uden at jeg skal revolutionere noget.

- Jeg skal derimod fortsætte den udvikling, klubben er inde i, siger Thorup.

I 2013 blev han ansat som U21-landstræner. Forinden havde han i to år stået i spidsen for Esbjerg, som han i sin sidste sæson førte til sejr i pokalturneringen.

Den 45-årige træner var i sin aktive karriere en målfarlig angriber for blandt andre OB og Esbjerg, og han nåede også at spille i Tyskland, Østrig og Norge.

/ritzau/