Officielt: Kroos skifter fra Bayern til Real Madrid

Efter VM-finalen i søndags blev tyskeren Toni Kroos selv citeret for at sige, at han skal spille i Real Madrid i næste sæson.

Nu gør hans tidligere klub Bayern München også aftalen officiel.

- Toni Kroos' skifte til Real Madrid er nu komplet. Såvel landsholdsspilleren som Bayern München er nu blevet enig med Real Madrid om aftalen, skriver Bayern München i en meddelelse på sin hjemmeside.

Rygterne og historierne om det foregående skifte har stået på længe. Den 24-årige tysker har øjensynligt valgt Real Madrid trods interesse fra både Manchester United og Chelsea.

Ifølge Bayern München har Toni Kroos skrevet under på en seksårig aftale med Champions League-vinderne.

De to klubber er ifølge pressemeddelelsen blevet enige om ikke at oplyse om økonomien i aftalen, men den tyske avis Bild skriver, at aftalen koster spanierne 30 millioner euro - i omegnen af 224 millioner kroner.

- Vi takker Toni Kroos for hans tid i München. Vi har nået stor succes sammen med ham, siger klubbens bestyrelsesformand Karl-Heinz Rummenigge.

Toni Kroos kom til Bayern Münchens ungdomsafdeling i 2006, og han debuterede i Bundesligaen som 17-årig. Efter et kort udlån til Bayer Leverkusen, har Toni Kroos udviklet sig til en nøglespiller, der blandt andet har været med til at vinde det tyske mesterskab to sæsoner i træk.

Tyskeren ankommer til Estadio Santiago Bernabeu med 11 titler i sin imponerende kuffert. VM-triumfen fra i søndag er juvelen i samlingen, men hans cv rummer også Champions League, VM for klubhold og titler i Bundesligaen.

Flere medier spekulerer i, at Kroos kan tage over fra Xabi Alonso, mens hans ankomst også kan føre til afsked med en anden tysker, Sami Khedira.

Toni Kroos, der havde en stor andel i Tysklands VM-triumf, havde kontraktudløb i Bayern næste sommer, men parterne kunne ikke blive enige om en ny. Derfor valgte Bayern München at sælge ham, inden han blev transferfri.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV