OL: Dansker bliver nummer 39 i første del af kombineret

Knæproblemer har fyldt en del for den danske alpine skiløber Christoffer Faarup ved OL i Sotji.

Fredag klarede han sig dog alligevel fint ned af styrtløbspisten i mændenes super kombinerede konkurrence i den russiske OL-by.

Christoffer Faarup blev nummer 39 af i alt 50 startende. Fire løbere røg ud undervejs.

Styrtløbet i den super kombinerede konkurrence blev vundet af nordmanden Kjetil Jansrud, som således fører inden eftermiddagens slalom foran tjekken Ondrej Bank. Jansrud løb knapt fem sekunder hurtigere end Faarup.

Foruden Kjetil Jansrud, har Norge også Aleksander Aamodt Kilde på fjerdepladsen og Aksel Lund Svindal på sjettepladsen.

/ritzau/

Dagens Gossip