OL på skøjter: Ny nedtur for uheldig hollænder

Skrevet af admin

18/02/2014

Dagens topnyheder

For fire år siden fejlede hollænderen Sven Kramer fælt og tabte guldet i 10.000 meter hurtigløb på skøjter. Det skete, da han i en klar vinderposition valgte en forkert bane og blev disket.

Tirsdag forsøgte Sven Kramer så at gøre skaden god igen, men for andet OL i træk glippede guldet. Denne gang ved OL i russiske Sotji.

Sven Kramer snuste ellers længe til en verdensrekord, men gik ned i slutfasen og tabte guldet til landsmanden Jorrit Bergsma. Vindertiden, som Jorrit Bergsma præsterede, lød på 12.44,45 minutter.

Dermed fik Sven Kramer ikke revancheret sin største nedtur i karrieren. For fire år siden i canadiske Vancouver var det træneren, som instruerede ham i at vælge en forkert bane, og det kostede OL-guldet.

Denne gang valgte han den rigtige bane hele vejen, men kræfterne slap op. Sven Kramer døjede også med rygproblemer, lød forklaringen efter det bitre sølv i tiden 12.49,03 minutter.

- Jeg har slidt med ryggen hele den seneste uge, så dette var ikke overraskende, siger Kramer ifølge NTB.

- At holde sig frisk er også en del af idrætten. Jeg vil ikke tage noget fra Jorrits præstation. Han præsterede et superløb, lyder det fra Sven Kramer.

Tidligere ved vinterlegene har Sven Kramer vundet guld på 5000-meter-distancen, så helt skidt har det ikke været, selv om yndlingsdistancen og hovedmålet var guld på 10.000 meter.

For fjerde gang i træk ved OL i Sotji var der kun hollændere på podiet i hurtigløb på skøjter. Bob de Jong snuppede bronzen i tiden 13.07,19 minutter. Det var Hollands 19. medalje ud af 27 mulige i skøjtehallen Adler Arena.

De mandlige skøjteløbere skal i aktion igen fredag og lørdag.

/ritzau/