Olsen tester start-ellever med Bendtner på toppen

Nicklas Bendtner er det helt store spørgsmålstegn i landsholdets angreb.

Landstræner Morten Olsen tøvede i lang tid med at udtage ham på grund af manglende kampform, men skader og mangel på angribere, har bragt Bendtner tættere på spilletid i onsdagens testkamp mod Tyrkiet og EM-kvalifikationsåbneren mod Armenien på søndag.

Da Morten Olsen tirsdag i Helsingør testede det, der kunne ligne en start-ellever til kampen mod Tyrkiet, var det med Bendtner som ene mand i angrebet.

Wolfsburg-angriberen spillede i weekenden sine første 20 minutter i et halvt år, da han blev sendt på banen til sin bundesligadebut mod Frankfurt.

I spillet til to mål i Helsingør blev det dog ikke til mange afslutninger for den 26-årige angriber, da Morten Olsen brugte en stor del af tiden på at instruere flere af de andre spillere på A-holdet.

Det er derfor svært at vurdere, om Bendtner fik overbevist Olsen om, at han skal spille.

På B-holdet figurerede truppens to andre angriber, Andreas Cornelius fra FC København og Allsvenskan-topscoreren Lasse Vibe fra IFK Göteborg. Cornelius og Vibe kom ligesom Bendtner ikke til nogen afslutninger.

Martin Braithwaite og Morten "Duncan" Rasmussen, der senest optrådte i Danmarks angreb i foråret mod Ungarn og Sverige, er blevet skadet forud for kampene mod Tyrkiet og Armenien.

Sådan så Morten Olsens A-hold ud i en 4-3-3-formation under tirsdagens træning i Helsingør (fra højre mod venstre): Kasper Schmeichel - Peter Ankersen, Andreas Bjelland, Daniel Agger, Nicolai Boilesen - Pierre-Emile Højbjerg, Thomas Kahlenberg, William Kvist - Lasse Schöne, Nicklas Bendtner, Christian Eriksen.

/ritzau/

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.
 

Dagens Gossip