Optimistisk Smukfest skruer op for antallet af gæster

Skrevet af admin

05/08/2015

Dagens topnyheder

Onsdag bliver der for alvor taget hul på årets musikprogram på årets Smukfest.

Det betyder også, at festivalens største scene, Bøgescenen, endnu en gang vil tiltrække tusindvis af koncertgængere til de første store koncerter under bøgebladene.

I 2013 oplevede festivalen sikkerhedsproblemer, da der var for mange mennesker omkring Bøgescenen. Problemerne fik festivalens ledelse til at sænke antallet af gæster sidste år, hvilket hjalp betragteligt på sikkerheden.

Men efter sidste års succesoplevelse har festivalen nu dristet sig til at skrue op for antallet af gæster igen. Man har således solgt 1000 flere partoutbilletter end sidste år.

Stigningen fører dog hverken til bekymring hos festivalformanden eller det lokale politi.

Claus Visbye, der er festivalens formand, oplyser, at man stadig holder sig under den grænse, som myndighederne har fastlagt, og at han derfor er fortrøstningsfuld.

- Vi skar ned sidste år og gjorde rigtig meget for at lave en anderledes logistik i forhold til forrige år. Vi hegnede hele festivalen inde, så der ikke var nogen, der kunne komme ind uden billet, og vi rykkede rundt på nogle af de forskellige ting, siger han og tilføjer:

- Det betød, at der var væsentligt bedre plads sidste år, og det har også betydet, at vi føler, at der nu er mulighed for at sætte tallet op med 1000 deltagere.

Hos Skanderborg Politi er man også optimistisk i forhold til, at man i år vil opleve en rolig festival i stil med sidste års Smukfest.

Den lokale stationsleder understreger, at det især spiller en stor rolle, at det siden sidste år ikke har været muligt at opnå gratis adgang til campingområdet.

- Det kommer til at køre ligesom sidste år, og vi forventer ikke nogen problemer. Der er solgt de armbånd, der er solgt, og der kan ikke komme flere ind gennem indgangen, lyder det fra Andreas Bryld Hansen, der er stationsleder hos Skanderborg Politi.

/ritzau/