Ordre hjemmefra: Simon Kjær vil have Gerrards trøje

Den danske landsholdsspiller Simon Kjær er på jagt efter mere end en sejr, når landsholdet onsdag aften møder England på Wembley.

Forsvarsspillerens far - Jørn Kjær, der er stor Liverpool-fan - har givet sin søn en konkret opgave.

- For første gang i min karriere skal jeg hen og spørge en anden spiller om hans trøje. Det er lidt pinligt faktisk.

- Min far og familie er store Liverpool-fans, og min far har bogstaveligt talt tvunget mig til at spørge efter Steven Gerrards trøje efter kampen. Så jeg er en mand med en mission. Også efter kampen, siger Simon Kjær til engelske The Mirror.

Den 24-årige spiller erkender, at det bliver en stor oplevelse at spiller over for Liverpool-ikonet.

- Jeg er meget nede på jorden, er fuldt ud fokuseret på fodbolden og er ikke nem at imponere. Jeg er en spiller, ikke en fan.

- Men jeg må sige, at Steven Gerrard er en meget speciel personlighed og en spiller, der fortjener den største respekt fra alle i fodboldverdenen.

Simon Kjær spiller i dag i den franske Ligue 1-klub Lille, men han drømmer om en fremtid i den engelske Premier League.

- Jeg nyder succesen i Lille og den franske liga lige nu, og jeg forstår, hvorfor Premier League-klubberne vælger så mange spillere fra denne liga. Ligue 1 er meget mere fysisk end Serie A og Bundesligaen, men selvfølgelig ikke så fysisk som Premier League.

- Så jeg betragter den franske liga som et godt springbræt til en engelsk klub.

Simon Kjær er foreløbigt noteret for 38 landskampe.

/ritzau/

Dagens Gossip