Over 1500 mennesker reddet ud for Libyens kyst

Skrevet af admin

11/08/2015

Dagens topnyheder

Syv forskellige redningsoperationer ud for den libyske kyst resulterede mandag i, at ikke færre end 1552 migranter og flygtninge blev reddet op fra mere eller mindre faldefærdige både, der var sejlet ud fra Libyens kyst i et forsøg på at nå til Europa.

Det meddeler den italienske kystvagt mandag ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.

De mange mennesker var fordelt i tre både og fire gummibåde. Flygtningene havde udsendt nødsignaler, fordi deres fartøjer var kommet i vanskeligheder under sejladsen.

Flere internationale redningsenheder bistod de italienske kystvagtfartøjer i redningsaktionen, heriblandt skibe fra Irlands flåde, Sveriges kystvagt og den private organisation MOAS fra Malta.

Efter en ulykke i april, hvor flere hundrede mennesker druknede, har EU's redningsmission Triton øget sin tilstedeværelse i Middelhavet.

Så sent som i sidste uge kæntrede en overfyldt båd med omkring 600 mennesker om bord ud for Libyens kyst. Cirka 200 af dem er endnu ikke fundet.

I år menes over 2000 migranter at være druknet i Middelhavet på deres vej til Europa.

På samme tidspunkt sidste år var antallet af omkomne 1607. I alt mistede 3279 livet i 2014 på deres vej over Middelhavet.

Menneskesmuglere bruger i de fleste tilfælde synkefærdige fartøjer, hvilket øger risikoen for at dø på rejsen.

Størstedelen af flygtningene kommer fra Afrika og Mellemøsten via Libyen.

Ifølge de seneste tal fra Den Internationale Organisation for Migration (IOM) er omkring 188.000 siden januar blevet reddet på havet i deres forsøg på at komme til Europa.

De fleste - 97.000 - er ankommet til Italien, mens der er kommet 90.500 til Grækenland.

/ritzau/dpa