Overhaling endte på mark - én person i kritisk tilstand

Alle personer er uden for livsfare, efter at en bil med fem unge personer sent lørdag kørte galt på Karlslunde Centervej.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Det var angiveligt en fejlslagen overhaling, der var skyld i, at bilen endte på en mark.

- Det er unge mennesker, der kører i en bil og foretager en overhaling. Så misforstår føreren formentlig vejforløbet, fortalte vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi Lars Galasz lørdag.

- Der er kommet et lille sving på vejen. Han prøver at bremse ned. Så mister han kontrollen med bilen, der ryger ned i grøften og ud på marken, hvor den så ruller rundt, sagde han.

Tidligere forlød det, at en af personerne var i kritisk tilstand efter ulykken, men natten til søndag oplyser politiet, at ingen personer er - eller har været - i livsfare.

En af de unge personer har dog muligvis brækket nogle ribben, siger vagtchefen natten til søndag.

Karlslunde Centervej var kortvarigt spærret efter ulykken.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV