Overvismand roser regeringen for at gå til kanten

Overvismand og medlem af Det Økonomiske Råd, Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, roser i Børsen regeringen for at have taget spenderbukserne på i den nye finanslov.

Hans Jørgen Whitta-Jacobsen og de øvrige vismænd har flere gange anbefalet regeringen at lempe finanspolitikken og sende flere penge ud i økonomien for at give den svage vækst et rygstød.

Overvismanden skønner, at aftalen mellem regeringen samt Venstre og De Konservative vil tilføre økonomien yderligere cirka to milliarder kroner i 2014.

- Vi er meget positivt stemt over for, at regeringen går så langt, som den selv mener at kunne i forhold til budgetloven. Regeringen går til kanten af finanspolitikken, så den er så stimulerende for den økonomiske aktivitet som muligt, siger han til Børsen.

Så sent som i oktober afviste regeringen ellers for anden gang Det Økonomiske Råds anbefaling om en ekspansiv finanslov for næste år.

Beregninger fra bankøkonomer viser ifølge Børsen, at finanslovaftalen sender op til 3,5 milliarder kroner mere ud i økonomien sammenlignet med regeringens første finanslovforslag i august.

Danske Banks cheføkonom vurderede umiddelbart efter tirsdagens aftale, at den vil øge den økonomiske vækst næste år med op til 0,2 procentpoint.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) siger til Børsen, at finansloven er "landet tættere på vismændenes anbefalinger end først planlagt".

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV