Pårørende raser over nøl fra Scandinavian Star-undersøger

Søfartsstyrelsens tidligere hovedundersøger Flemming Thue Jensen stod lørdag frem med nye oplysninger i sagen om Scandinavian Star-ulykken i 1990, hvor 159 mennesker mistede livet.

Han mener at kunne bevise, at to besætningsmedlemmer stod bag dødsbranden på skibet.

Men den norske Støttegruppe efter Scandinavian Star stiller sig særdeles uforstående over for, at Flemming Thue Jensen ikke har talt ud noget før.

Jan Harsem, som mistede sin gravide kone i ulykken og siden har haft en fremtrædende rolle i Støttegruppe efter Scandinavian Star, siger til den norske avis VG, at han mener, at Thue Jensen skulle være stået frem noget før.

- Han (Flemming Thue Jensen red.) siger, at han har været forhindret i at tale på grund af sin stilling i Søfartsstyrelsen. At han på grund af sit job ikke har kunnet snakke om ulykken. Men tværtimod burde hans stilling betyde, at han havde talt ud, siger Harsem til avisen.

Flemming Thue Jensen har holdt sin viden tilbage for medierne i 26 år, men har gået mundtligt videre med sin viden om brandforløbet til norsk politi ad to omgange. Han er dog aldrig blevet indkaldt til en afhøring.

- Jeg har kørt min egen private efterforskning, for jeg har sat mig en mission her i livet, sandheden om Scandinavian Star skal fortælles nu. Jeg er 72 år, og når jeg bliver gravet ned, så forsvinder sandheden, siger han til Ritzau.

Den tidligere hovedundersøger af branden på Scandinavian Star er søndag klar til at svare på spørgsmål om de to besætningsmedlemmer, som ifølge ham stod bag dødsbranden på skibet i 1990.

Det sker på et pressemøde i Oslo klokken 12.00, hvor han vil fortælle om "sin egen private efterforskning" til de norske medier.

/ritzau/

Dagens Gossip