Patienter oplever rod med journaler i sundhedsvæsnet

Skrevet af admin

22/07/2015

Dagens topnyheder

Det danske sundhedsvæsen er for dårlig til at sikre, at oplysninger fra patienternes journaler følger patienterne med rundt i sundhedsvæsnet. Den kritik kommer fra Danske Patienter, der er en paraplyorganisation for 17 patientforeninger.

Det skriver Avisen.dk.

- Det kan betyde, at patienten ender med at få den forkerte medicin eller behandling. Det burde være så nemt det her. Vi har råbt op om det i årevis, siger Lars Engberg til Avisen.dk.

Han taler på vegne af knap 900.000 patienter og understreger, at udviklingen går i den gale retning.

- Problemet bliver større og større, fordi flere patienter behandles forskellige steder i sundhedsvæsnet, siger han.

Avisen.dk har fået flere henvendelser fra patienter, der har oplevet, at vigtige oplysninger om deres sygdom forsvinder, når de behandles på et andet hospital.

En patient, der er i løbende behandling i Aarhus, men som jævnligt indlægges i Aalborg, forklarer:

- Jeg har oplevet, at speciallægen i Skejby direkte siger til mig, at de her ting kan de også læse i Aalborg. Men når jeg så bliver indlagt akut i Aalborg, får jeg at vide, at det kan de desværre ikke, siger patienten, der ønsker at være anonym, til Avisen.dk.

- Systemerne taler ikke sammen. Og det er altså oplysninger, der kan være livsvigtige, siger patienten.

Rigsrevisionen har flere gange kritiseret elektroniske patientjournaler på landets sygehuse.

I 2011 blev det noteret, at kun i én ud af fem regioner var der et sammenhængende system, hvor alle behandlingssteder i regionen kunne se journalerne.

Tre et halvt år senere i november 2014 var det ikke blevet ordnet, og Rigsrevisionen fandt stadig regionernes brug af elektroniske patientjournaler "ikke tilfredsstillende".

/ritzau/