Peter Ankersen: Vi skal holde nullet mod Elfsborg

Skrevet af admin

24/10/2013

Dagens topnyheder

Det er ved at være et stykke tid siden, at fodboldklubben Esbjerg er gået fra banen uden at have indkasseret et mål.

Faktisk ligger klubbens seneste "clean sheet" helt tilbage til den 29. august, da Esbjerg med en overraskende 1-0-sejr ude over franske Saint-Etienne kom videre til Europa League-gruppespillet.

Efter ni kampe på stribe, hvor klubben har indkasseret scoringer, er der da også fokus på at holde svenske Elfsborg fra mål i aftenens Europa League-kamp i Borås.

- Jeg vil sige, at vi skal til at holde nullet, det er ved at være noget tid siden, siger Esbjergs landsholdsspiller Peter Ankersen.

Esbjerg har tabt klubbens seneste tre kampe, og i alle tre opgør er vestjyderne blevet overrumplet af tidlige scoringer fra modstanderne.

- I de sidste tre kampe har vi lukket mål ind inden for de første 5-10 minutter. Det er ikke godt nok, siger højrebacken.

Peter Ankersen peger på sig selv som en af de spillere, der skal hjælpe Esbjerg ud af den lille krise, som klubben er havnet i.

- Jeg vil ikke kalde mig selv for et talent mere. Jeg er 23 år og har spillet over 100 førsteholdskampe, og jeg har været på A-landsholdet.

- Jeg skal være en af de spillere, der tager ansvar. Det har jeg ikke gjort i de seneste kampe, og det er jeg skuffet over, siger han.

Esbjerg ligger nummer to i Europa Leagues gruppe C før aftenens kamp i Borås Arena, der begynder klokken 21.05.

Vestjyderne har tre point for to kampe, tre point færre end førende Red Bull Salzburg.

Standard Liege og Elfsborg har hver et point i gruppen, hvor de to bedste hold går videre.

/ritzau/