Peter Sagan tager stærk sejr i Schweiz Rundt

Skrevet af admin

15/06/2015

Dagens topnyheder

Peter Sagan er udset som cykelholdet Tinkoff-Saxos trumfkort i etapeløbet Schweiz Rundt, og den slovakiske stjernerytter levede helt op til forventningerne med en flot sejr på tredje etape mandag eftermiddag.

Efter en hård og kuperet afslutning blev Sagan afleveret perfekt af holdkammeraten Rafal Majka og var ikke til at fange på de sidste meter i vintersportsbyen Olivone.

Det danske klassementhåb Jakob Fuglsang (Astana) demonstrerede igen, at formen er helt på plads ved at køre ind som nummer syv i samme tid som den slovakiske vinder.

Tredje etape var en relativ kort fornøjelse på 117 kilometer fra Quinto i det sydlige Schweiz, men med en lang stigning i etapens slutfase var det ikke umiddelbart en sag for de klassiske sprintere.

Sagan var udset som den store favorit, og blandt andre hans danske holdkammerat Michael Mørkøv fik lov at arbejde hårdt forrest i feltet for at holde tempoet højt og køre udbrud ind.

Da de forreste kørte ind på den lange, men ikke så stejle, stigning 17 kilometer fra målstregen, var frontgruppen reduceret til omkring 40 mand, heriblandt Fuglsang, der ubesværet sad blandt de bedste.

Den farlige schweizer Michael Albasini (Orica-Greenedge) forsøgte flere gange at stikke af fra klassementfavoritterne på de sidste kilometer, men til sidst blev det den ventede afgørelse mellem løbets store navne.

Tom Dumoulin (Giant-Alpecin) fastholder føringen i den samlede stilling, mens uddelingen af bonussekunder gør, at Fuglsang falder fra fjerde- til sjettepladsen. Han er dog fortsat kun 14 sekunder fra førertrøjen.

/ritzau/