Piotr Wozniacki tavs om taktik: Vil undgå sur Caroline

Piotr Wozniacki er under normale omstændigheder ikke bleg for at røbe nogle af de taktiske overvejelser op til Caroline Wozniackis kampe.

Men tonen fra far og træner var en anden, da den femteseedede dansker i Wimbledon fredag havde trænet forud for sin kamp i tredje runde mod italieneren Camila Giorgi.

- Jeg vil ikke sige så meget. Nogle gang skriver aviserne forskellige ting om taktikken. Så læser Caroline det og bliver sur på mig. I morgen skal hun være glad. Derfor siger jeg ikke noget om taktikken, siger Piotr Wozniacki.

Han deler dog gerne ud af sin viden om Giorgi, der er kendt som en alt eller intet type, der går efter at slå vindere på stort set alle sine slag.

- Hun kan lave 20 vindere og 35 fejl. Du får aldrig rytme imod hende, men vi har en plan. Det bliver meget svært, og Caroline skal være helt frisk mentalt, siger træneren.

Han har også bemærket, hvordan Giorgi og hendes lejr opfører sig, når det ikke lige handler om spillet på banen.

Der er tale om typer, der i hans optik af etikette inden for sporten skiller sig ud på en negativ måde.

- Man kan bare se, hvordan hun siger tak for kampen. Hun kigger ikke modstanderen i øjnene. Selv om man lige har tabt og er sur, så holder 99 procent af spillerne på touren en positiv facade, siger Piotr Wozniacki.

Han har tre gange set sin datter møde Giorgi. Det er blevet til en sejr og to nederlag. Sejren faldt på græsset i Eastbourne sidste år, hvor han særligt lagde mærke til Camila Giorgis far og træner, Sergio Giorgi.

- Hendes far sad ved siden af mig og hoppede og skreg og hev næsten fat i mig, når hun (Giorgi, red) havde vundet en bold. Der er nogle uskrevne regler, man bør overholde, siger Piotr Wozniacki.

Opgøret i tredje runde mellem Wozniacki og Giorgi spilles lørdag, men tidspunktet kendes endnu ikke.

/ritzau/

Dagens Gossip