Politi: Intet strafbart bag dødsulykke til P3-fest

Der er intet grundlag for at mistænke personer eller institutioner for at have begået noget strafbart i forbindelse med den ulykke på Trekroner Fortet, hvor en 32-årig mand mistede livet, og hans 34-årig kammerat kom alvorligt til skade.

Det konkluderer Københavns Politi efter at have undersøgt sagen.

Ulykken skete 7. september under en jubilæumsfest for DR's radiokanal P3, som i år fylder 50 år. Under festen faldt de to mænd ud over en kant og styrtede fire meter ned, hvor de ramte nogle kampesten.

Siden har Københavns Politi undersøgt, om nogen kunne drages til ansvar for ulykken, hvilket altså ifølge politiet ikke er tilfældet.

- Politiets undersøgelser har ikke givet grundlag for at mistænke personer eller institutioner for strafbare forhold i forbindelse med den tragiske hændelse, udtaler advokaturchef i Advokatur City, Jens Rasmussen, i en pressemeddelelse.

Han forklarer dog samtidig, at politiet ikke ved, hvordan ulykken skete.

- Efter vores vurdering er der tale om en ulykke, men de nærmere omstændigheder omkring ulykken er fortsat uafklarede, hedder det fra Jens Rasmussen.

Omkring 1000 mennesker deltog i det udsolgte arrangement på Trekroner Fortet, hvor navne som Sort Sol, Kashmir, Mads Langer og Marie Key optrådte.

/ritzau/

Dagens Gossip