Politi: Strid om handel førte til skud i Aarhus V

Skrevet af admin

04/09/2015

Dagens topnyheder

Politiets mistanke om, at det var en 23-årig mand, der torsdag eftermiddag affyrede flere skud i Aarhus, er tilsyneladende ikke underbygget nok til, at den kan bære en varetægtsfængsling.

I hvert fald besluttede dommeren, at manden skulle løslades, da han fredag blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.

Kort før klokken 16 torsdag eftermiddag modtog politiet en anmeldelse fra en yngre mand. Ifølge manden var der blevet skudt mod ham, men han var ikke ramt.

Senere samme aften anholdt Østjyllands Politi så den 23-årige i en bil i den centrale del af Aarhus.

Det var efter alt at dømme nogle uoverensstemmelser omkring en handel, der førte til skudepisoden på Torpevænget i Aarhus V.

Det oplyste politikommissær Helle Edelbo fra Østjyllands Politi tidligere fredag til Ritzau. Hun ønskede dog ikke at oplyse nærmere om, hvad for en handel, der har været tale om.

- Men det var ikke en narkohandel, sagde hun.

De nærmere detaljer om sagen - for eksempel om man har fundet patronhylstre, der kunne indikere, at der rent faktisk er blevet affyret skud - vil politiet endnu ikke ud med.

/ritzau/