Politiet måtte gerne forstuve kvindes skulder

Det var i orden, at politiet forstuvede skulderen på en kvindelig Tibet-aktivist sidste sommer.

Det har Den Uafhængige Politiklagemyndighed fastslået i en klagesag om aktivisten Lærke Arvedsen.

Betjente tog førergreb på kvinden, da de tvang hende væk fra Christiansborg 6. juni, hvor den højtstående kinesiske politiker Yu Zhengsheng var på besøg.

Politiet greb ind, da kvinden havde råbt "Free Tibet", var iført en t-shirt med Tibets flag og desuden filmede den prominente gæst.

Lærke Arvedsen har fortalt, at hun fik vredet armen så hårdt rundt, at hun hverken kunne gå eller tale. Hendes læge har konstateret, at skulderen blev forstuvet.

Imidlertid afviser politifolkene at være gået over stregen, og nu "frifindes" de altså.

Politiklagemyndigheden konkluderer, at der ikke er grund til at antage, at en kvindelig politiassistent brugte mere magt, "end hun med rimelighed skønnede nødvendigt og forsvarligt."

Politiklagemyndigheden tager dog ikke stilling til, om det var rimeligt, at politiet hindrede kvinden i at filme.

Støttekomiteen for Tibet oplyser i en pressemeddelelse på årets sidste dag, at Lærke Arvedsen ikke gjorde modstand, da hun blev ført væk fra Rigsdagsgården.

I en stribe tilfælde har politiet gjort meget for at hindre enlige aktivister eller små grupper i at nærme sig og vise det tibetanske flag for kinesiske topfolk på besøg i Danmark.

Således har politifolk frataget flere personer tibetanske flag i forbindelse med den daværende kinesiske præsident Hu Jintaos besøg i 2012.

Forud for besøget advarede PET politiet om, at kineserne meget nødigt ville tabe ansigt. Den information blev givet videre til betjentene, har en politileder fortalt i Københavns Byret.

Her skal en dommer først i det nye år afgøre, om det var lovligt, da politiet frihedsberøvede seks personer fra Støttekomiteen for Tibet.

/ritzau/

Dagens Gossip