Politikere står fast på forbud mod rituel slagtning

Skrevet af admin

21/01/2015

Mest læste i dag

En rapport fra Europarådet kritiserer Danmark for et forbud mod rituel slagtning såsom kosher og halal, der blev indført i februar sidste år.

Loven, som fødevareminister Dan Jørgensen (S) stod bag, forbød med udgangspunkt i dyreværnsloven rituelle slagtninger af dyr uden forudgående bedøvelse.

I rapporten henviser Europarådet til, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i en dom fra 2000 beskriver traditionel slagtning som en religiøs rettighed.

Men på Christiansborg preller kritikken af på det store flertal af politikere, skriver Kristeligt Dagblad.

Fødevareminister Dan Jørgensen (S) skriver i en mail til Kristeligt Dagblad, at kritikken ikke får ham til at trække forbuddet tilbage.

Han henviser til, at reglerne er lavet af hensyn til dyrevelfærd, og at Institut for Menneskerettigheder vurderer, at de danske regler er i overensstemmelse med menneskerettighederne, men ønsker derudover ikke at udtale sig om sagen.

Europarådets rapport får en varm modtagelse af Det Jødiske Samfund i Danmark, der flere gange har forsøgt at få ændret forbuddet, siden det blev indført.

- Fødevareministeren forsøger at komme uden om kritik af krænkelsen af det religiøse hensyn ved at lade import af rituelt slagtet kød være tilladt, siger Dan Rosenberg Asmussen, formand for Det Jødiske Samfund i Danmark, til Kristeligt Dagblad.

Også Islamisk Trossamfund deler Europarådets kritik, som man mener, at danske politikere bør tage alvorligt.

- Ikke bare som vi ser det, men også som utallige rapporter har peget på, er et forbud mod rituelle slagtninger et klart indgreb i religionsfriheden. Derfor må man nu endnu engang med Europarådets kritik i baghånden appellere til ministeren om at tage stilling på et oplyst grundlag, siger talsmand Imran Shah, til avisen.

Fødevareordførerne fra Venstre, Dansk Folkeparti, SF og De Radikale afviser i lighed med fødevareministeren, at der er nogen grund til at lave om på loven.

/ritzau/