Porte bekræfter "verdens dårligst bevarede hemmelighed"

Skrevet af admin

13/07/2015

Dagens topnyheder

Cykelrytteren Richie Porte forlader det britiske cykelhold Team Sky efter denne sæson for at kunne forfølge sin drøm om at køre sin egen chance i et af de store etapeløb.

Det bekræfter han over for den australske tv-station SBS.

- Det er mit sidste Tour de France med Team Sky, og jeg ønsker at slutte på toppen med min ven Chris Froome, siger Richie Porte med henvisning til Team Skys holdkaptajn, der fører Touren.

Spekulationerne om den 30-årige australiers fremtid har stået på længe, og efter søndagens holdtidskørsel tog Porte selv bladet fra munden.

- Det er vist verdens dårligste bevarede hemmelighed. Jeg må ud og forfølge mine egne chancer nu, siger han til SBS.

BMC er blevet nævnt som Portes nye arbejdsgiver, men det ønsker han ikke at bekræfte. Etixx-Quickstep og det australske Orica-Greenedge nævnes også som hold, der mangler en ny kaptajn til næste sæson.

Richie Porte fik chancen for at vise sit værd som kaptajn for Team Sky i Giro d'Italia tidligere på året, men på trods af god form levede han ikke op til forventningerne og måtte senere udgå efter et styrt.

/ritzau/