Hun blev også spurgt, sidste gang De Radikales partileder Margrethe Vestager skulle bruge en ny minister. Men Sofie Carsten Nielsen valgte ifølge Berlingske ministertitlen fra i november sidste år, da Christian Friis Bach trak sig som udviklingsminister.
Hun ville gerne bundfælle sig som gruppeformand, en post hun overtog i december 2012 fra nestoren Marianne Jelved. Og i øvrigt var der jo også andre i gruppen, der kunne bruges som minister.
Men nu gik den så ikke længere.
Naturligvis blev hun spurgt igen, da hullerne efter SF skulle fyldes ud, og denne gang kunne hun ikke sige nej - så stort et rekrutteringsgrundlag har partiet trods alt heller ikke - og derfor overtager hun nu posten som uddannelsesminister.
Ministertitlen er den foreløbige kulmination på en kometagtig landspolitisk karriere for den 38-årige mor til to. Hun har kun siddet i Folketinget i godt to år. Men gik direkte ind som næstformand i gruppen efter valget i 2011.
Frem til nu har hun foruden ledelsen af gruppen siddet på den tunge post som finansordfører samt været formand for finansudvalget. Den kombination har gjort hende til en af borgens mest magtfulde politikere uden for regeringen.
Hun er kendt for at arbejde tæt sammen med formand Vestager, og deres parløb er også blevet yderligere styrket, når hun loyalt, sagligt og på sin egen stille måde har forsvaret regeringens politik og i enkelte tilfælde banket en anløben partisoldat på plads.
Sofie Carsten Nielsen vakte første gang politisk opsigt, da hun blev valgt som partiets spidskandidat til valget til EU-Parlamentet i 2009. Det skete foran det siddende medlem, den tidligere minister og landsformand Johannes Lebech.
Hun høstede godt 56.000 stemmer, men partiet opnåede ikke valg.
38-årige Sofie Carsten Nielsen har alle dage været europæer af hjertet. Hun er uddannet cand.scient.pol. med fokus på europæisk politik og administration, og hendes første ordførerskab i Folketinget var da også EU.
Hun har gennem en årrække haft tillidsposter hos De Radikale samt tidligere arbejdet som politisk konsulent i EU-Parlamentet, som embedsmand i Ligestillingsministeriet og politisk chef i ingeniørforeningen.
Sidstnævnte job havde hun kun i et års tid, inden hun blev valgt til Folketinget i 2011.
/ritzau/
