Professor: Pind kan sagtens sende Levakovic i Højesteret

I kølvandet på Østre Landsrets beslutning om, at Gimi Levakovic kan blive i Danmark, skrev justitsminister Søren Pind (V), at han vil anmode anklagemyndigheden om at anke dommen.

Levakovic, der blev landskendt i TV2 program om hans familie, blev idømt halvandet års fængsel for våbenbesiddelse og trusler, men blev ikke udvist til Kroatien, hvor den 46-årige roma kommer fra.

Selvom byretten oprindeligt ville udsende ham. Derfor vil Søren Pind nu have revurderet sagen ved Højesteret.

Og det er han i sin gode ret til, mener Jørn Vestergaard, professor i strafferet ved Københavns Universitet.

- Der er ikke noget som helst til hinder for, at Søren Pind kan fremsætte det ønske. Det har han både juridiske og politiske beføjelser til, siger Jørn Vestergaard.

Som justitsminister er Søren Pind nemlig den eneste politiske figur, der kan blande sig i retssystemets gøren og laden. Det skyldes, at retsplejelovens paragraf 98, der bestemmer, at ministeren er den øverste leder i anklagemyndigheden.

- Man har erkendt, at det ganske vist kan være problematisk at sammenblande anklagemyndigheden og det politiske system, men da det historisk set ofte er blevet blandet alligevel, så valgte man at ændre loven, for at der i det mindste er åbenhed omkring det, siger Jørn Vestergaard.

De seneste ti år har justitsministeren derfor kunnet blande sig frit ved at indlevere en skriftlig anmodning til Rigsadvokaten og Folketingets formand. Ifølge Jørn Vestergaard er formålet, at politisk indblanding i retssystemet ikke skal blive en lyssky affære.

Hvis ikke Søren Pind havde haft ret til at meddele sin holdning, kunne anklagemyndigheden selv have vurderet sagen til at være principel nok til Højsteret, mener Jørn Vestergaard. Eller på eget initiativ følge de politiske strømninger.

- I tilfælde af, at justitsministeren ikke havde haft den beføjelse, så ville det måske forekomme, at anklagemyndigheden selv havde været i stand til at læse tidens politiske ønsker, siger Jørn Vestergaard.

Ifølge Jørn Vestergaard er sagen derfor ikke kontroversiel i sig selv.

- Jeg tror ganske klart, at sagen havner i Højesteret, selv hvis Pind ikke havde blandet sig, da det er en principel sag, fortsætter han.

Landsretten begrundede blandt andet dommen med, at Levakovic har to børn, der er danske statsborgere og ikke har andre værger i Danmark end ham, og udsendelse vil derfor være et brud på de Europæiske Menneskerettighedskonventioner.

Dog er anklagermyndighedens argument, at Levakovic har adskillige sager bag sig for blandt andet vold, tricktyveri og afpresning. Siden han fyldte 18, er han blevet dømt 26 gange.

/ritzau/

Dagens Gossip