R: Kristian Jensen blander æbler og pærer sammen

Skrevet af admin

15/09/2015

Dagens topnyheder

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) forvirrer mere, end han gavner, når han bløder op omkring tallet nul, som ifølge regeringen er det antal, Danmark skal tage ud af de 160.000 flygtninge, EU kæmper om at fordele.

Det mener De Radikales integrationsordfører, Sofie Carsten Nielsen.

- Han vildleder og blander æbler og pærer helt sammen, når han siger, at vi tager nogle af de 160.000, for det er faktisk ikke rigtigt. De 160.000 er dem, der sidder i Grækenland og Ungarn og skal fordeles lige nu og ikke dem, vi allerede har modtaget, siger hun.

- Det er rigtigt, at vi tager dem, der kommer over de danske grænser lige nu, for det skal vi i forhold til internationale konventioner. Men det er ikke rigtigt at sige, at vi tager del i de 160.000, siger Sofie Carsten Nielsen til Ritzau.

I et interview med Ritzau forklarer Kristian Jensen, at Danmark jo alligevel kommer til at tage en del af de 160.000, selvom det ikke kommer til at ske via en formelt aftalt kvote.

- Når der snakkes om et nul, så er det fordi, vi ikke er med i en obligatorisk fordeling, da vi ikke er med i det retslige samarbejde, siger Kristian Jensen.

- Derfor er det, at man på den ene side kan sige, at der står et nul, men på den anden side kan sige, at selvfølgelig tager vi en del af de 160.000. Det kommer vi ikke udenom, siger han.

Men udenrigsministeren forsøger at spille på flere heste, mener Sofie Carsten Nielsen.

- I Bruxelles ved de godt, hvad regeringen står for. Man kan ikke på den ene side sende signaler til støttepartiet (DF, red.), og så senere sende udenrigspolitiske og diplomatiske signaler, at "sådan var det heller ikke ment."

- Vores samarbejdspartnere ved godt, hvad vi siger i Danmark, siger hun.

Sofie Carsten Nielsen understreger, at hun mener, at Danmark burde være en del af fordelingsnøglen, og at Danmark bør tage den del af flygtningene, der "svarer til de kriterier, der er opstillet i EU".

Socialdemokraterne opfordrer statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til at afklare, hvad der er regeringens politik.

- Det er fuldstændig umuligt at finde hoved og hale i, hvad der er regeringens politik på det her område. Statsministeren siger en ting, integrationsministeren noget andet og udenrigsministeren noget helt tredje, udtaler politisk ordfører Nicolai Wammen i en skriftlig kommentar.

/ritzau/