Raket fra Gaza er skudt ned over Tel Aviv

Israel har skudt en raket ned over Tel Aviv affyret fra Gaza kort efter, at den islamistiske bevægelse Hamas meddelte, at det anser alle israelere for legitime mål.

Det er det længste, nogen raket er nået fra Gaza. Den blev skudt ned af det israelske raketforsvar, siger en israelsk militærkilde.

I Tel Aviv - 75 kilometer nord for Gazastriben - lød sirenerne, mens tv live kunne vise to røgfaner på himlen.

Det er en voldsom optrapning af den israelsk-palæstinensiske konflikt med Hamas i hovedrollen. Langt over 100 raketter er i løbet af tirsdagen blevet affyret fra Gaza, og Israel har svaret igen med flyangreb.

Hamas meddelte tidligere på eftermiddagen, at alle israelere vil være mål for den islamiske organisation, efter et israelsk bombeangreb på et hus i Khan Yunis i det sydlige Gaza kostede syv mennesker livet.

- Massakren i Khan Yunis ... på børn er en modbydelig krigsforbrydelse, og alle israelere er nu blevet legitime mål for modstandskampen, siger Hamas' talsmand, Sami Abu Zuhri.

Nyhedsbureauet AFP skriver, at to børn blev dræbt ved angrebet.

Ifølge læger blev 25 såret ved angrebet i Khan Yunis.

Under de mange israelske luftangreb blev en bil ramt i Gaza City, hvor fire meldes dræbt. Repræsentanter for palæstinenserne siger, at i alt 11 mennesker er dræbt tirsdag.

Den israelske hær oplyste tirsdag eftermiddag, at den har foretaget 150 flyangreb på mål i Gaza siden midnat, efter militante palæstinenserne har affyret 130 raketter mod det sydlige Israel.

Al Qassam-brigaden, der er den militære gren af Hamas, står bag raketbeskydningen.

Den israelske regering har indkaldt 40.000 soldater af reserven, og det tolkes som en mulig optakt til en invasion af Gazastriben.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip

Dagens TV