Rapport: Brugen af droner til krigsførelse vil stige

Skrevet af admin

05/02/2014

Dagens topnyheder

Stadig lavere priser er med til at sprede brugen af droner til krigsførelse og overvågning. Sådan lyder meldingen fra tænketanken Det Internationale Institut for Strategiske Studier (IISS), der onsdag udgav sin årlige rapport om den militære balance i verden.

Ved rapportens offentliggørelse, der fandt sted i London, sagde IISS's militære ekspert Doug Barrie, at droner i stadigt større omfang vil blive brugt i stedet for bemandede fly.

- Vi kommer til at se flere af disse slags ting. Flere droner betyder flere etiske spørgsmål, siger Doug Barrie.

IISS siger, at det øgede brug af droner vil blive fulgt af spørgsmål, om de eksempelvis kan retfærdiggøre selvforsvar eller angreb på enkeltpersoner.

Ifølge rapporten er droner mest udbredt i Vesten, men de lavere omkostninger har gjort det muligt for private firmaer, privatpersoner og lande med begrænsede finansielle ressourcer at erhverve sig de fjernstyrede maskiner.

Ud over det stadigt større brug af droner siger årsrapporten fra IISS, at USA fortsat har det langt største militære budget, mens Kina og Rusland følger efter på de næste pladser.

Således brugte USA 600 millioner dollar på sit forsvarsbudget i 2013. Kina brugte 112,2 millioner dollar, Rusland 68,2 millioner dollar, mens Saudi-Arabien brugte 59,6 millioner dollar.

De asiatiske forsvarsbudgetter er dem, der er vokset mest med 11,6 procent fra 2010 til 2013. Ud over Kina har både Japan og Sydkorea øget deres forsvarsbudgetter væsentligt.

/ritzau/AFP