Real Madrid taber derby til Atletico

Real Madrids sløje sæsonåbning i Primera Division fortsatte lørdag aften, da storklubben havde besøg af bysbørnene og mestrene fra Atlético Madrid, som endte med at vinde derbyet med 2-1.

Den indskiftede tyrkiske midtbanespiller Arda Turan blev matchvinder for gæsterne, da han sparkede bolden ind bag Iker Casillas med lidt under et kvarter tilbage af opgøret.

Nederlaget er skidt for Real Madrid, som nu kun er noteret for tre point i tre ligakampe, og dermed er Carlo Ancelottis mandskab allerede seks point efter ærkerivalen FC Barcelona, som er på førstepladsen.

Tiago bragte gæsterne foran 1-0 allerede efter 10 minutter, og så var Real Madrid under et tidligt pres. Point og aller helst en sejr var kravet for Real Madrid for at holde nogenlunde trit med Barcelona, som tidligere lørdag vandt over Athletic Bilbao.

Ikke overraskende fik Cristiano Ronaldo Real Madrid tilbage i kampen. Lidt over halvvejs i første halvleg fik han tilkæmpet sig et straffespark, og Ronaldo scorede efterfølgende selv sikkert til 1-1 fra 11-meter-pletten.

Anden halvleg var en lidt kedelig affære, indtil Turan slog til for mestrene. Real Madrid pressede derefter forgæves på, og faktisk var det tæt på at blive 3-1 til udeholdet i slutfasen. Atlético Madrid har med sejren syv point.

/ritzau/

Dagens Gossip