Realistisk Vettel: Afstanden til toppen er for stor

Skrevet af admin

15/07/2014

Dagens topnyheder

Fire gange i træk er Sebastian Vettel løbet med titlen som verdensmester i Formel 1, men sejrsstimen slutter efter alt at dømme efter denne sæson.

Vettels Red Bull-bil har hidtil ikke kunnet følge med Mercedes, der har vundet otte af sæsonens første ni Formel 1-grandprixer, og den firedobbelte verdensmester gør sig ingen illusioner om, at det vil ændre sig i anden sæsonhalvdel.

- Realistisk betragtet er jeg for langt bagefter, siger Vettel til det tyske magasin Motorsport aktuell.

- Det er ingen stor hemmelighed: Mercedes er i øjeblikket det bedste hold. Hvis det ikke laver fejl, kan holdet i princippet vinde resten af løbene i denne sæson, mener han.

Før weekendens strabadser i Tysklands Grand Prix på Hockenheim-banen ligger Vettel på en samlet sjetteplads med 70 point, og der er langt op til de to førende Mercedes-kørere, Nico Rosberg og Lewis Hamilton, der har samlet henholdsvis 165 og 161 point.

- Matematisk kan vi stadig kæmpe om VM-titlen. På den måde er det selvfølgelig dumt at sige, at vi er helt uden chance. Ellers kunne vi jo lige så godt blive hjemme, siger Vettel.

Det tyske grandprix køres søndag eftermiddag.

/ritzau/