Reform-mand skal lede verdens tredjestørste demokrati

Den reformvenlige og populære guvernør Joko Widodo er mandag blevet indsat som præsident i Indonesien, verdens tredjestørste demokrati.

Den 53-årige Widodos snævre sejr ved valget i juli markerede den første gang i landets historie, at en præsident blev fundet uden for landets militære og politiske elite.

- Det er nu tid for os til at samle vores hjerter og hænder, det er nu tid for os til at virkeliggøre et Indonesien, der har politisk suverænitet, er økonomisk uafhængigt og har kulturel karakter, siger Widodo i sin indsættelsestale i et tætpakket parlament.

En række internationale ledere, herunder den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, overværede mandagens indsættelse af præsidenten.

Samtidig havde tusindvis af mennesker samlet sig i gaderne i hovedstaden Jakarta for at fejre, at den tidligere møbeleksportør på opsigtvækkende vis er valgt til deres nye leder.

Widodo, der er en ivrig fan af heavy metal, ventes at slutte sig til festlighederne senere på dagen og sågar indtage en scene i selskab med et rockband.

- Den person, vi har valgt som præsident, kom fra ingenting, siger den politiske analytiker Yunarto Wijaya ifølge nyhedsbureauet dpa.

Den tidligere guvernør i Jakarta er både uprøvet på den nationale og internationale scene, men har allerede udsigt til modstand fra dele af den politiske elite for sin indstilling til gennemsigtighed og åben regeringsførelse.

- Han har kæmpet sig op til toppen af pyramiden, men han er stadig svag inden for den magtfulde politiske elite, siger Achmad Sukarsono, en politisk analytiker ved tænketanken Habibie Centre.

I sin indsættelsestale fokuserede Widodo på sine planer om, at han vil gøre Indonesien, der har i omegnen af 13.500 øer, til en maritim supermagt.

- Vi har alt for længe vendt vores ryg til havet. Det er på tide, at vi genopbygger det, så vi vil blomstre som vores forfædre, siger han.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip