Region diskuterer Holst-undersøgelse bag lukkede døre

Onsdag skulle forretningsudvalget i Region Syddanmark behandle en ekstern advokatundersøgelse af den tidligere regionsrådsformand Carl Holst (V) på den åbne dagsorden.

Men pludselig er punktet "undersøgelse af interne forhold" blevet flyttet til den lukkede dagsorden.

Det skriver fyens.dk og jv.dk.

Det er regionsdirektør Jane Kraglund, der står bag beslutningen, da undersøgelsen ikke er færdig.

Undersøgelsen bliver lavet af advokatfirmaet Kromann Reumert, og det er dem, der har anbefalet regionen at behandle den ufærdige rapport bag lukkede døre i første omfang.

- Vi havde regnet med, at den skulle på åben dagsorden. Vi får den her i eftermiddag, og så skriver advokaterne, at fordi den ikke er færdig, anbefaler de, at den skal på lukket dagsorden, siger Jane Kraglund blandt andet til fyens.dk og jv.dk.

Advokatundersøgelsen blev bestilt af Jane Kraglund, da hun tiltrådte som direktør i oktober, da det kom frem, at Carl Holsts personlige sekretær havde ændret i bilag og dermed skjult udgifter for 16.000 kroner.

Undersøgelsen baserer sig blandt andet på interviews med direktionen og menige medarbejdere.

Senere er undersøgelsen blevet udvidet på opfordring fra politikerne i forretningsudvalget, så den også omfatter forløbet omkring det projekt Smart Vækst & Velfærd, som Christian Ingemann Nielsen var ansat i, mens han også arbejdede for Carl Holsts private valgkamp for en plads i Folketinget.

Ifølge Jane Kraglund er meningen nu, at redegørelsen fra Kromann Reumert skal være klar til næste møde i regionsrådet mandag 23. november.

/ritzau/

Dagens Gossip