Region: Snyd fører til øget kontrol med lægers forbrug

De mange sager om lægers snyd med forskningsmidler på hospitaler i Region Hovedstaden, eller i bedste fald lægers sjuskede omgang med bilag, betyder farvel til et system, der i høj grad har været baseret på tillid til lægerne.

Det siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S), efter revision af lægernes regnskaber har ført til, at i alt 15 læger fra Rigshospitalets Hjertecenter risikerer personalesager, mens 59 læger fra andre steder i regionen skal have undersøgt deres sager yderligere.

- Systemet har indtil nu været baseret på tillid til, at man havde nogle meget velansete og højtbetalte læger, som man så også regnede med kunne holde styr på dit og mit, og hvordan man håndterer bilagene, siger regionsrådsformanden.

- Vi må bare konstatere, at den tillidsbaserede kultur har nået sin grænse, og nu bliver vi nødt til at stramme op. Blandt andet ved at oprette et centralt rejsekontor, hvor man bestiller hoteller og rejser, tilføjer Sophie Hæstorp Andersen.

Revisionen har blandt andet afsløret indkøb af iPads, computere og telefoner, flybilletter på businessclass, middage, gaver og private indkøb for hospitalernes penge, og lægerne har tilsyneladende ikke skullet stå til regnskab for, om det var relevante udgifter for deres forskning.

Ifølge Jyllands-Posten har fem ud af de 15 læger misbrugt midlerne så groft, at de er blevet meldt til politiet. De sidste ti læger skal nu undersøges yderligere.

- Indtil videre er der ikke noget, der tyder på, at vi kommer til at politianmelde flere, men omvendt er der heller ikke tvivl om, at der er rigtig mange procedurer, der ikke er blevet fulgt, siger Sophie Hæstorp Andersen.

Det er i alt 59 læger fra Rigshospitalets Finsenscenter, hjerteafdelingerne på Gentofte Hospital og Glostrup Hospital, der nu skal stå til regnskab for, hvordan de har brugt forskningsmidlerne.

Sophie Hæstorp Andersen vil heller ikke afvise, at sagerne kan få konsekvenser for hospitalernes ledelse.

- Vi undersøger selvfølgelig også løbende, hvad man har gjort fra hospitalsledelsernes side, men vi er ikke nået til bunds i alle sagerne endnu. Derfor er det for tidligt at sige om pilen peger på en bestemt ledelsesperson.

- Men jeg kan sige, at i det øjeblik, vi er færdige med vores undersøgelser, så vil vi naturligvis drage de konsekvenser, der skal drages, for det er noget, vi ser meget alvorligt på, siger regionsrådsformanden.

/ritzau/

Dagens Gossip