Regntid øger risiko for epidemier i Nepal

Skrevet af admin

29/04/2015

Dagens topnyheder

I det jordskælvsramte Nepal er regntiden brudt ud, og frygten for epidemier begynder at melde sig hos nødhjælpsorganisationerne i landet.

- Det øsregner, og vi regner med, at det vil fortsætte en uges tid endnu. Sammen med de dårlige hygiejniske forhold er der en øget risiko for spredning af smitsomme sygdomme, siger Steen M. Andersen, generalsekretær i Unicef Danmark, til Ritzau.

Han fortæller, at der, hvis man "skal male fanden på væggen", er risiko for, at lige så mange dør af sygdomme som ved selve jordskælvet.

I nødhjælpsorganisationen Mission Øst er man også bekymret for epidemier i forbindelse med regntiden, fortæller læge og generalsekretær, Kim Hartzner.

- Det, der ofte sker i den slags situationer, er, vandforsyningen går i stykker, og kloakvand blandes med drikkevand. Det øger risikoen for infektioner, fordi folk tager det vand, de overhovedet kan få, siger han.

- Hvis det går galt, er det sådan noget som kolera og tyfus, der står i første række. Så det er et kapløb med tiden, hvor nødhjælpsorganisationer skal nå ind og levere rent drikkevand, før sådan noget sker.

Der er endnu ikke tegn på, at epidemier skal være brudt ud, men det er en bekymring hos de nødhjælpsorganisationer, Ritzau har talt med.

Steen M. Andersen fra Unicef Danmark fortæller, at organisationen har brug for omkring 340 millioner kroner til det fornødne udstyr.

- Der er behov for rent vand og vandrensningstabletter. Der er behov for tæpper, telte og presenninger. Der er behov for vacciner, særligt mod mæslinger. Og på den lange bane er der behov for noget, der kan give børnene deres barneliv igen, siger han.

Ifølge Nepals indenrigsministeriums nationale katastrofeenhed har mere end 5000 mistet livet i forbindelse med lørdagens jordskælv.

/ritzau/