Retspræsident undrer sig over EL i bødesag

Skrevet af admin

29/11/2013

Dagens topnyheder

Præsident for Østre Landsret Bent Carlsen maner Enhedslistens forståelse af ny fartbødelov i jorden.

Ifølge præsidenten vil den nye lov nemlig ikke betyde en disse, hvorvidt en bilejer i retten kan bevise sin uskyld i en fartbødesag. Og det er stik imod den opfattelse, som Enhedslisten har af loven, som partiet agter at bære gennem Folketinget.

- Jeg ved ikke, hvordan de kan få den opfattelse. Det er ikke nok, at en bilejer i retten kan bevise, at han for eksempel har været bortrejst, hvis ikke der er en anden, som påtager sig skylden for fartforseelsen, siger Bent Carlsen til Ritzau.

Ifølge ham vil dommeren med den nye lov i hånden være tvunget til at dømme en bilejer, selv om et billede fra en fotofælde tydeligt viser, at en anden har ført bilen.

- Selv hvis den, som har ført bilen, sidder på tilhørerrækkerne, men vedkommende nægter sig skyldig, så vil ejeren blive dømt. Jeg kan ikke læse lovforslaget på anden måde, siger Bent Carlsen.

Den nye lov vil indføre et såkaldt objektivt ansvar i sager om mindre fartforseelser, hvor der ikke er et klip i kørekortet på spil.

Det betyder, at bøden automatisk tilfalder bilens ejer. Eneste vej til at undgå straf er at udpege en person, som over for politiet vil erkende at have ført bilen.

Enhedslistens trafikordfører, Henning Hyllested, sagde torsdag i Folketinget i forbindelse med lovforslaget, at hans parti vil stemme for. Over for Ritzau fredag giver han udtryk for den opfattelse, at en bilejer kan slippe for straf i retten, hvis han kan bevise sin uskyld.

- Hvis der foregår en normal domstolsprøvelse med bevisførelse, og man kan bevise, at man ikke har ført bilen, så bliver man ikke dømt. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig andet, siger Henning Hyllested til Ritzau.

Men den opfattelse er altså ifølge Bent Carlsen forkert. Landsforeningen for forsvarsadvokater har fredag over for Ritzau også erklæret sig uenig i Enhedslistens tolkning.

/ritzau/