Riddersholm: Nu skal vi jagte førstepladsen

Skrevet af admin

17/04/2014

Dagens topnyheder

FC Midtjylland har tabt fire ud af de seneste fem kampe i Superligaen. Den formsvage periode har betydet, at holdet er blevet passeret i tabellen af AaB, der indtager førstepladsen syv point foran midtjyderne.

Det skal der laves om på i de resterende syv kampe for FCM, kræver cheftræner Glen Riddersholm. FCM skal langfredag møde bundklubben AGF på udebane.

- Det er et must win-opgør for begge hold. Vi har et positivt pres i forhold til, at vi nu skal jagte førstepladsen.

- Jeg ønsker altid, at man som hold kigger fremad, og når vi kigger fremad, kan vi se, at der ligger et hold foran, og det er det hold, vi skal jagte, siger Riddersholm til klubbens hjemmeside.

FCM går styrket ind til AGF-kampen, da holdets topscorer Morten "Duncan" Rasmussen, anfører Kristian Bak og angriber Sylvester Igboun er tilbage i truppen.

- Det bliver forhåbentligt en periode for os, hvor vi kan stille med det samme hold mange gange i streg.

- Der er få, der hænger med karantænespøgelset over sig, og det giver forhåbninger om, at vi kan finde den rigtige kontinuitet og stabilitet til de sidste syv finalekampe.

- Det er en spændende og afgørende påske, der står for døren. Med seks point, som er vores mål, kan vi for alvor melde os tilbage.

- Vi er lige nu efter den interne målsætning, som vi har sat, og derfor forventer jeg også at se et meget motiveret og ærgerrigt FC Midtjylland-hold, som er klar på, at nu er det kun tre point, der tæller, siger Riddersholm.

AGF er en modstander, FCM har haft det godt med i denne sæson. To sejre ud af to mulige er det blevet til mod østjyderne, og fredag eftermiddag jagter ulvene så den tredje sejr over aarhusianerne.

- AGF er nødt til at kigge sig lidt bagud, for de bliver jagtet af nedrykningsspøgelset, så for begge hold står der meget på spil.

- Derfor forventer jeg også en taktisk præget fodboldkamp, hvor det er de små marginaler, der afgør det.

- Til vores fordel tæller, at vi har et godt tag på AGF. Vi har spillet to kampe i indeværende sæson og spillet til nul og scoret fem mål, siger Riddersholm.

Der er kampstart i Aarhus fredag klokken 19.

/ritzau/