Rikke Skov er med i Jan Pytlicks EM-bruttotrup

Hvis omstændighederne er til stede, kan håndboldspilleren Rikke Skov stå over for et bemærkelsesværdigt comeback på det danske landshold.

Viborg-veteranen bekræfter på klubbens hjemmeside, at hun står på listen med i alt 28 spillere, som landstræner Jan Pytlick har afleveret til det europæiske håndboldforbund (EHF) før EM i Ungarn og Kroatien, der bliver spillet i december.

- Jan Pytlick ringede og spurgte, om jeg ville stå på den 28-mands-liste, han skal aflevere til EHF, siger Rikke Skov til Viborgs hjemmeside.

- Det betyder ikke, at jeg er udtaget til slutrunden, men hvis jeg ikke stod på listen nu, kunne Jan ikke bagefter få mig med. Jeg har endnu ikke sagt ja til det ene eller det andet, kun til at stå på listen, siger Rikke Skov.

Hun var senest med for Danmark ved OL i London for to år siden.

Den 34-årige back overvejer i øjeblikket for og imod en eventuel EM-deltagelse.

- Jeg har selvfølgelig tænkt forskellige scenarier igennem i forhold til familiære hensyn, lysten til det og kroppen. Men jeg er åben for det hele. Lige nu fokuserer jeg på Viborg HK, og jeg har ikke aftalt andet med Jan, end at vi skal snakke om det, siger hun.

- Jeg har ikke lovet nogen noget. Men der er mange scenarier, og jeg tror, Jan vil have muligheden for at tage en bestemt type spiller med. Mere konkret er det ikke lige nu, siger hun.

Jan Pytlick har foreløbig udtaget 15 af 16 spillere til den trup, som skal med til EM.

Landstræneren har dog mulighed for at skifte spillere ind og ud under slutrunden blandt spillerne i bruttotruppen på 28 spillere.

/ritzau/

Dagens Gossip