Rodriguez vinder Tourens kongeetape foran Fuglsang

Skrevet af admin

16/07/2015

Dagens topnyheder

Jakob Fuglsang (Astana) blandede sig længe i kampen om en sejr på torsdagens 12. etape i Tour de France.

Blot en dag efter, at den 30-årige dansker gik helt ned, præsterede han et flot comeback i de høje bjergtinder i Pyrenæerne.

Fuglsang måtte dog nøjes med en andenplads, da Joaquim Rodriguez viste sig som den stærkeste op ad den afsluttende stigning på Plateau de Beille.

Jakob Fuglsang var med i dagens store udbrud, men da udbryderne kørte ind på Plateau de Beille havde Michał Kwiatkowski (Etixx-Quick-Step) og Sep Vanmarcke (Lotto) slået et hul på 1 minut 48 sekunder til Fuglsangs gruppe.

Fuglsang satte et godt tempo bagude og rykkede mange gange op ad Plateau de Beille - angiveligt for at ryste den stærke afslutter Joaquim Rodriguez af. Også Romain Bardet (AG2R) formåede at hænge på.

Med otte kilometer til toppen accelererede Rodriguez, mens Fuglsang fortsatte i sit eget tempo.

I samme moment blev den på det tidspunkt førende rytter Michał Kwiatkowski overhalet af Rodriguez og Fuglsang.

Selv om danskeren kæmpede bravt i det silende regnvejr i Pyrenæerne, så var det umuligt at indhente en stærkt kørende Rodriguez, der i sidste uge vandt 3. etape.

/ritzau/