Rødovre vil overraske i slutspillet igen

Skrevet af admin

07/03/2014

Dagens topnyheder

Rødovre Mighty Bulls sørgede for sidste års slutspilssensation i ishockey, da holdet slog grundspilsvinderne Blue Fox Herning ud i kvartfinalen.

Og målmand Sebastian Dahm tror, at tyrene fra den københavnske vestegn igen kan drille et af de seedede hold, når det gælder Aalborg Pirates i dette års kvartfinaleserie.

Ikke mindst, fordi de to hold var ude i en spændende serie i 2012, hvor Aalborg først hentede sejr nummer fire i den sidste og afgørende kamp.

- Det er altid fedt for en ishockeyspiller at få mulighed for at revanchere sådan et nederlag, for vi var virkelig skuffede over at være gået glip af semifinalen.

- Dengang fandt vi et spilsystem som gjorde, at vi kunne spille en tæt serie, og den gameplan skal vi have støvet af og pudset op, og så skal det nok blive tæt, siger Dahm.

Han mener også, at grundspillets resultater har vist, at en overraskelse ikke er usandsynlig.

- Vi har vundet to af de fem kampe mod Aalborg i år, så vi har også på det seneste bevist, at vi kan spille lige op med dem, siger han.

Rødovre Mighty Bulls sluttede som nummer syv i grundspillet med 43 point for 40 kampe. Aalborg blev nummer tre med 76 point.

Første kvartfinale spilles i Aalborg fredag aften klokken 19.30.

/ritzau/