Ronaldo: Hvis alle var på mit niveau var vi nummer et

Skrevet af admin

27/02/2016

Dagens topnyheder

Hvis bare alle Real Madrids spillere var lige så gode som Cristiano Ronaldo, ville kongeklubben ligge nummer et.

Den konklusion er måske ikke bemærkelsesværdig i sig selv - men det bliver den, når den er fremsat af Ronaldo selv.

Efter nederlaget til Atlético Madrid lørdag smed portugiseren alle hæmninger i sit møde med pressen.

- Hvis alle var på mit niveau, ville vi være nummer et.

- Hvert år er jeg ifølge pressen lort, men tallene og statistikkerne lyver ikke, siger Ronaldo ifølge AFP, før han går linen helt ud.

- Jeg vil ikke underkende mine holdkammerater, men når de bedste ikke er der, er det svært at vinde.

- Jeg kan lide at spille sammen med Pepe, Karim (Benzema), (Gareth) Bale, Marcelo. Jeg vil ikke sige, at Jesé (Rodriguez), Lucas (Vazquez), (Mateo) Kovavic ikke er gode spillere, de er meget gode spillere, men ... for at vinde, skal man have de bedste, lyder det fra Ronaldo ifølge AFP.

Så er det sagt.

/ritzau/