Rullemarie uskadeliggør mistænkelig genstand nær Udenrigsministeriet

Skrevet af admin

22/11/2015

Dagens topnyheder

Forsvarets ammunitionsryddere, EOD, uskadeliggjorde søndag først på eftermiddagen en mistænkelig genstand, der tidligere søndag førte til, at gaderne omkring Udenrigsministeriet i det centrale København blev afspærret.

Den mistænkelige genstand undersøges nu nærmere, oplyser Københavns Politi på Twitter.

Søndag formiddag klokken cirka 11.40 blev området, der ligger på Christianshavn, afspærret efter fund af den mistænkelige genstand i Sankt Annæ Gade lige ved Strandgade.

Københavns Politi har indtil videre ikke givet oplysninger om den genstand, der har givet anledning til bekymring og udløst alarmen, og om hvad der gør den mistænkelig.

- Der er tale om et mistænkeligt forhold, som vi undersøger, men jeg kan ikke komme det nærmere lige nu, sagde vagtchef Henrik Stormer, Københavns Politi, til Ritzau tidligere søndag.

Ifølge ekstrabladet.dk har Strandgade, hvor Udenrigsministeriet ligger, været afspærret mellem ministeriets bygning lige ved Knippelsbro og Bådsmandsstræde. Også Sankt Annæ Gade har været spærret fra Ovengaden Neden Vandet til Strandgade.

Kort før klokken 14 oplyser politiet, at forsvarets ammunitionsryddere har ydet assistance.

- Genstanden er uskadeliggjort af EOD på stedet og undersøges nu nærmere, lyder det fra Københavns Politi.

Ekstra Bladet oplyser, at det er en grå papkasse i Sankt Annæ Gade, som har givet anledning til bekymringen, og som nu er uskadeliggjort af rullemarie.

/ritzau/