Ruslands Putin skærper retorikken om indsatsen i Syrien

Skrevet af admin

11/12/2015

Dagens topnyheder

Der bliver talt dunder af den russiske præsident, Vladimir Putin, som beordrer militæret til at sætte meget hårdere ind i Syrien overfor trusler mod russiske styrker.

Det russiske militær, som er til stede i Syrien, skal reagere på en "ekstrem hård måde", siger præsidenten om indsatsen, som støtter den syriske præsident, Bashar al-Assads, krav på magten.

- Ethvert mål, som truer vores (militære, red.) gruppe eller infrastruktur, skal straks destrueres, siger Putin ved en tale i det russiske forsvarsministerium.

Ruslands forsvarsminister, Sergei Sjoigu, siger videre, at Islamisk Stat har sat sig på omkring 70 procent af landet, og at den ekstremistiske bevægelses indflydelse vokser.

Vesten kritiserer Rusland for at bombe de moderate oprørsgrupper, mens Islamisk Stat går under radaren.

Omvendt siger Putin fredag, at Rusland leverer våben og ammunition til Den Frie Syriske Hær, FSA, som er en sammenslutning af forskellige væbnede oprørsgrupper, der er imod præsident Assad.

Desuden støtter Rusland gruppen med luftstøtte, siger Putin, som understreger, at russiske kampfly og flåden har forårsaget store skader på Islamisk Stats infrastruktur i Syrien.

Målet er at afværge truslen mod Rusland, lyder det fredag.

Storbritannien har sendt kampfly på vingerne og bomber Islamisk Stat i Syrien, mens Tyskland bidrager med Tornado-overvågningsfly, et fly til genoptankning i luften, en fregat og op til 1200 soldater til den amerikanskledede koalition.

I forvejen angriber franske og amerikanske fly Islamisk Stat i Syrien og også i Irak.

Forleden kom det frem, at USA's forsvarsministerium har sendt breve til sine allierede, herunder Danmark og de øvrige skandinaviske lande, og bedt om mere støtte i kampen mod Islamisk Stat.

Blandt andet efterlyser amerikanerne elitesoldater.

/ritzau/Reuters