Russer fik 500 euro for at smugle syrere ind i landet

Skrevet af admin

22/07/2015

Dagens topnyheder

En 36-årig russer har onsdag ved Retten i Sønderborg tilstået, at han i juni smuglede otte syriske mænd og kvinder ind i Danmark. Det koster ham nu otte måneders fængsel og udvisning af Danmark.

- Han har forklaret i retten, at han samlede syrene op i Wien. Han har fået kontakt til dem gennem en person i Wien, som oplyste, at der var tale om bygningsarbejdere, fortæller anklagerfuldmægtig Tanja Fogt til Ritzau.

Den russiske mand blev anholdt 23. juni, da hans bil blev standset på motorvejen ved Padborg nær den dansk-tyske grænse. I bilen var der ud over manden otte syrere, som ikke havde opholdstilladelse i Danmark.

- Han har forklaret, at han ikke har undersøgt, om de havde gyldigt pas eller opholdstilladelse, fortæller Tanja Fogt.

Under onsdagens retsmøde har manden ifølge Tanja Fogt desuden forklaret, at han modtog 500 euro i betaling for indsmuglingen af de otte syrere.

Efter anholdelsen i juni blev den russiske mand fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet. Dengang nægtede han sig skyldig i politiets sigtelse omkring menneskesmugling.

- Men han har nu valgt at tilstå, og derfor blev dagens retsmøde gennemført som en tilståelsessag, fortæller Tanja Fogt, som er tilfreds med rettens dom.

- Min påstand var netop fængsel i ikke under otte måneder, fortæller hun.

Med dommen følger en udvisning af manden, der har bopæl i Wien. Retten har bestemt, at manden ikke må rejse ind i Danmark i de næste seks år.

/ritzau/