Sandra Bullock siger nej til »Annie«

Sandra Bullock har sagt nej til Will Smith og Jay-Z for anden gang.
Hun vil ikke medvirke i deres genindspilning af musicalfilmen »Annie« fra 1982.

Skuespillerinden holdt de første møder med producenterne i marts, men endte med at takke nej. Fornylig lod Bullock sig dog lokke til forhandlingsbordet igen og branchebladet Hollywood Reporter ville vide, at hun var tæt på at lade sig overtale, men det blev altså et nej igen.

Smith, Jay-Z og Sony Pictures ville have den Oscar-belønnede skuespillerinde til at påtage sig rollen som rædselsfulde børnehjemsforstanderinde Miss Hannigan, som i John Hustons oprindelige version af »Annie« blev spillet af Carol Burnett.

Nu må folkene bag projektet imidlertid på jagt efter en anden kandidat og dermed bliver biografgængerne snydt for at høre, om Bullock har arvet sine forældres vokale talenter. »Speed«-stjernens mor var operasangerinde og hendes far stemmetræner.

Sony har skrevet kontrakt med den niårige »Hushpuppy«-stjerne Quvenzhané Wallis og Jamie Foxx, som skal spille henholdsvis den forældreløse Annie og milliardæren, der redder hende fra børnehjemmet.

Oprindeligt havde Will Smiths datter Willow påtaget sig titelrollen, men det 12-årige multitalent meddelte i vinter, at hun var træt af showbiz og trak sig.

Den nye version af »Annie« instrueres af Will Gluck og Jay-Z supplerer musicalens velkendte hits med en række nye numre.

Dagens Gossip