SAS vejrer morgenluft

Skrevet af admin

16/12/2015

Dagens topnyheder

Det skandinaviske luftfartsselskab SAS gav overskud sidste år. Det giver håb om, at selskabet er ude sin afgrundsdybe krise. En krise, der for få år siden skabte tvivl om, at SAS kunne fortsætte med at eksistere.

Efter den ene spareplan efter den anden, store opgør med fagforeningerne og friske penge fra de skandinaviske stater leverede SAS et overskud på en lille milliard svenske kroner i 2014/15.

- Markedet var mindre konkurrenceplaget sidste år. Og så har SAS arbejdet benhårdt med besparelser. Der er meget at arbejde med fortsat, men det er et opmuntrende resultat, siger SAS-analytiker hos Sydbank Jacob Pedersen til Ritzau.

SAS forventer at kunne skære sine omkostninger med næsten en milliard yderligere svenske kroner i år. Samtidig er olieprisen lav, hvilket vil give mere medvind. Det får Jacob Pedersen til at se lyst på den nærmeste fremtid på trods af, at konkurrencen vil blive hård.

- Der vil komme øget konkurrence, for 2015 var meget afdæmpet. Ryan Air kommer ind og Norwegian konkurrerer på langdistanceflyvninger. Det kommer til at koste for SAS, men det skulle de gerne kunne kompensere for med besparelser, siger Jacob Pedersen og fortsætter:

- SAS har fået sænket omkostninger nok til, at selskabet nu kan tjene penge. Det er væsentligt bedre kørende, end det har været længe.

Med onsdagens regnskab i hånden er Jacob Pedersen klar til at melde SAS ude af selskabets dybe krise.

- Regnskabet viser, at SAS har arbejdet sig ud af krisen for første gang i mange, mange år. Det er en omskiftelig branche, og SAS skal sikre sig, at man holder fast i kunderne. Men det er et selskab i fremdrift, der har fundet frem til kernen af, hvad man skal kunne. Og SAS kan rent faktisk tjene penge på det, siger han.

Aktierne i SAS stiger onsdag formiddag med seks procent efter regnskabet.

/ritzau/