Se videoen: Aguilera parodierer kolleger

Britney Spears, Cher, Miley Cyrus, Shakira, Lady Gaga og Sia får alle sammen en ordentlig tur med parodi-riven, når den amerikanske sanger Christina Aguilera demonstrer sit talent for parodier på det sociale videodelingsmedie YouTube.

I videoen, som er lavet som en reklame for den amerikanske udgave af talentshowet "The Voice", laver Christina Aguilera nogle rammende parodier af sine kolleger og konkurrenter på den amerikanske pop-scene.

Her i blandt teenageidolet Miley Cyrus, hvis karakteristiske hårstil, dialekt og talemåde sidder lige i skabet.

- Hvis du kommer på mit hold, får du lov at lære, hvordan man twerker. Vi kommer til at "slap it up, flip it, rub it down!" Det bliver en "party in the U.S.A.!", siger hun med henvisning til flere af Cyrus' sangtekster og den karakteristiske numsedans "twerking", som den unge sangerinde er særligt kendt for.

Anderledes stille er Aguilera i sin parodi af sangerinden Sia. Her ender hun ligefrem med at falde i søvn under Sias særegne kæmpemæssige, hvide paryk, som Aguileras assistent i videoen forklarer, virker lidt som at lægge et sort klæde over et fuglebur.

I sin udklædning som Lady Gaga, må hun til gengæld bæres ind i på plads i sin Lady Gaga-typiske ultrastramme røde blondekjole.

- Kan vi ikke udskifte stolebeklædningen med en anden farve - måske spejle eller bacon, siger hun i bedste Lady Gaga-efterligning.

Se hele video med Christina Aguileras parodier af pop-kollegerne her: https://www.youtube.com/watch?v=l2AVHvEugxw

/ritzau/FOKUS

Dagens Gossip