Serbien må bruge nummer 117 i verden i Davis Cup-finale

En skade i hælen afholder Janko Tipsarevic fra at kunne deltage i weekendens Davis Cup-finale for Serbien. Det oplyser talskvinden fra det serbiske tennisforbund, Neda Miletic, til nyhedsbureauet AFP.

Dermed er serberne svækket før mødet med Tjekkiet, fordi Tipsarevic er Serbiens næstbedste spiller efter verdenstoeren Novak Djokovic. Tipsarevic er nummer 36 i verden.

Serbien har i stedet for Tipsarevic indkaldt Dusan Lajovic, der blot ligger nummer 117 i verden og oftest spiller med i de mindre turneringer på Challenger-niveau.

Valget er faldet på Lajovic, fordi Serbien også må undvære Viktor Troicki, som afsoner en karantæne på 12 måneder for at have overtrådt antidoping-reglerne.

Serbien vandt senest Davis Cup-turneringen i 2010. Ved den lejlighed var det Troicki, som vandt den afgørende kamp mod Frankrig.

Hos tjekkerne er det største navn Tomas Berdych, der ligger nummer syv i verden. Den anden singlespiller for Tjekkiet bliver veteranen Radek Stepanek.

Serbien har fordel af at have hjemmebane i Davis Cup-finalen, der begynder fredag.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV