Sevilla holder liv i titelforsvar fra 11-meter-pletten

Skrevet af admin

15/04/2016

Dagens topnyheder

Sevilla rykker tættere på at vinde Europa League for tredje gang på stribe, men Michael Krohn-Dehlis klub måtte igennem en nervepirrende straffesparkskonkurrence mod Athletic Bilbao, før adgangen til semifinalen var i hus torsdag aften.

Bilbaos Beñat Etxebarria fik den uheldige hovedrolle som den eneste, der brændte fra straffesparkspletten.

Sevilla havde ellers et stærkt udgangspunkt efter en 2-1-sejr i den første kamp i Baskerlandet, men det normalt så hjemmestærke hold formøblede forspringet i en dramatisk returkamp.

Aritz Aduriz bragte Bilbao foran 1-0 i anden halvleg og skabte nervøsitet på et Sevilla-hold, der ellers havde kontrolleret kampen.

Kevin Gameiro sørgede for en smule ro med sin udligning få minutter senere. Men Sevilla-spillerne vidste, at endnu en scoring til gæsterne ville udløse forlænget spilletid, og den sørgede Raul Garcia for med et velplaceret hovedstød ti minutter før tid.

Kampen åbnede sig i forlængelsen, og der var chancer i begge ender, men til sidst måtte det hele altså afgøres fra 11-meter-pletten.

Michael Krohn-Dehli var med fra start og spillede en fornuftig første halvleg, men blev skiftet ud kort efter pausen ved stillingen 0-0.

Shakhtar Donetsk fra Ukraine havde noget lettere ved at leve op til forventningerne med en klar hjemmesejr på 4-0 over Braga fra Portugal. Shakthtar havde vundet den første kamp på udebane med 2-1 og stryger altså i semifinalen med samlet 6-1.

Til gengæld er eventyret slut for Sparta Prag, der ellers havde et brugbart udgangspunkt med et 1-2-nederlag med til returkampen mod Villarreal.

Tjekkerne var chanceløse foran eget publikum og kom bagud 0-4, inden et par reduceringer smukkeserede resultatet til 2-4.

/ritzau/