SF: Menneskesmuglere udfordrer vores asylsystem

Skrevet af admin

23/07/2015

Dagens topnyheder

Det er problematisk, at asylsøgere får præcise oplysninger fra menneskesmuglere om, hvor det bedst betaler sig at søge asyl med spørgsmål som:

Hvor lang tid tager det at få familiesammenføring? Hvor mange penge kan man regne med? Hvor lang tid tager det at få sin sag behandlet?

Det siger SF's gruppeformand, Jonas Dahl.

Asylsøgere får oplyst forholdene i Danmark, Tyskland, Holland, Sverige og Norge. Det viser et dokument fra EU's grænseagentur, Frontex, som ikke før er offentliggjort, skriver Jyllands-Posten.

- Der er mange problemer med menneskesmuglere. Derfor skal vi gøre, hvad vi kan for at bekæmpe menneskesmuglere. Men det er klart en udfordring, at man uddeler disse kort og går mere op i regelsættet, end dét, det drejer sig om, siger Jonas Dahl.

- At mennesker i nød selvfølgelig skal sikres nogle ordentlige vilkår, når de kommer til et fremmed land.

Det beviser ifølge integrationsminister Inger Støjberg (V), at vilkår spiller en afgørende rolle for, hvor asylsøgere tager hen. Derfor er det rigtigt, at regeringens lovforslag barberer ydelser ned til SU for at få færre asylsøgere, mener hun.

Hun vil yderligere stramme "noget på opholdsvilkår generelt og familiesammenføringer".

Jonas Dahl vil ikke genindføre den lavere starthjælp.

- Vi har rigtig mange flygtninge i Danmark. Men mange sidder fast i Grækenland - på Lesbos eller andre græske øer. Der er også mange flygtninge i Italien og Spanien, siger Jonas Dahl.

SF vil bevare udlændingepolitikken i Danmark, når man sender det danske retsforbehold i EU til folkeafstemning, påpeger han.

- Der er behov for, at EU-lande - især i Østeuropa - skal løfte en større opgave, siger Jonas Dahl.

Ritzau har forgæves søgt en kommentar fra udlændingeordførerne Dan Jørgensen (S) og Johanne Schmidt-Nielsen (EL).

/ritzau/